airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Børns seksuelle udvikling

2-3 år

Fra 2-3-års-alderen kan barnet stimulere sig selv mere målrettet ved at rokke frem og tilbage, når det sidder overskrævs på stolen eller over knæet. Barnet er dog ikke selv klar over, hvad han eller hun er i gang med (barnlig onani), men ved kun, at det føles rart.

Hvis den barnlige onani bliver for åbenlys eller det føles pinligt over for den voksne, kan man aflede barnet, så det gør noget andet. En irettesættelse vil barnet ikke kunne forstå, da barnet ikke selv forstår sin handling på samme måde som voksne. Vejled eller afled i stedet for barnet til at gøre noget andet. Dette vil hjælpe barnet i andre situationer gennem udviklingen. Barnet vil lære og være klar over, hvor og hvornår det er i orden at stimulere sig selv. Gennem vejledning kan vi hjælpe barnet til at undgå pinlige situationer eller undgå at overskride andre folks grænser.

3-4 år

Når børn er 3-4 år gamle, begynder vi at lære dem de sociale spilleregler, der er i vores samfund. Vi taler f.eks. med børnene om, at de skal spise pænt og ikke bande. Der er nogle bestemte sociale regler, mennesker bør opføre sig efter, og dette gælder også i forhold til kroppen, privatlivet og seksualiteten.

At lære sit barn om blufærdighedsgrænser er en god idé, der kan være med til, at barnet ikke møder negative reaktioner fra sine omgivelser. Det er okay at tale med børn om, hvad de foretager sig, når de onanerer. Man kan f.eks. sige til barnet, at man godt ved, det føles rart at røre ved sig selv, men at det er noget privat og noget, man gør, når man er alene. Man kan roligt vise barnet et privat sted i daginstitutionen eller barnets værelse i hjemmet og fortælle, at det er bedst, man gør det, når man er der. Hvis barnet spørger hvorfor, er det okay at sige, at man ikke rigtig ved det, men sådan er det bare.

Når børn er i denne alder, leger de doktor- eller bollelege. Dette er helt normalt. Børnene tager ofte tøjet af og udforsker hinanden. De rører, piller og stikker måske ting op i skeden eller numsen. Under disse lege lærer børnene om, hvad der føles rart, og hvad der ikke gør, og de opdager også, at mennesker har forskellige grænser. Det er vigtigt, at voksne behandler disse lege med respekt og ikke forsøger at kontrollere legen for meget. Hvis man som voksen bliver bekymret, er det okay at spørge, om legen er god (efter man har banket på døren) og se efter, om alle er glade. Det er sjældent, børnene kommer til skade under disse lege, men sker det, kan man fortælle børnene, at de skal passe på, så de ikke river sig på ting, som de måske putter ind i kroppen.

Skolebarnet

Når barnet begynder i skole, virker barnet ikke længere så optaget af seksuelle lege som tidligere. Dette hænger sandsynligvis sammen med, at barnet har lært mere om privatliv og sociale spilleregler. Dog er det faktisk således, at børn i skolealderen eksperimenterer mere med fantasier, fingre, puder osv. end tidligere.

Børnene opbygger venskabsgrupper, og nogle gange onanerer de sammen og lærer, hvordan seksualiteten også kan fungere. I denne tid udvikles kønsrolleidentiteten, og drenge og piger kan være meget efter hinanden. Eksperimenterne vil fortsætte helt op til pubertetsalderen omkring de 11-12 år, hvor drenge f.eks. bliver i stand til at give sig selv udløsning.

Spædbørn

Spædbørn fødes med fornemmelser for, hvad der opleves som lyst og ulyst, hvad der føles behageligt og ubehageligt. Spædbørn har brug for kærtegn og berøring for at udvikle sig. Spædbarnets tilknytning til et andet menneske er grundlæggende for dets udvikling og overlevelse.

Spædbarnet vil hurtigt finde ud af, at det føles rart, når det bliver vasket ved kønsdelene eller får skiftet ble. Det vil pille ved sig selv, hvor det kan komme til, og nyde berøringen. Spædbarnet er dog ikke i stand til bevidst at stimulere sig selv. Dette er spædbarnets motorik, læring og hukommelse slet ikke udviklet nok til. Spædbarnet er født med en drift, der er lige så naturlig som tørst og sult, og det er denne, der kommer til udtryk.

Spædbarnets medfødte evne til at få erektion (for kvinder øget tilførsel af blod i underlivet og mænd som rejsning) er ikke det samme som at få en orgasme. Orgasmen er en tillært evne som fremkaldes ved vedvarende stimulation. Spædbarnet mærker på sine forældres reaktion, om dets barnlige seksualitet er positiv eller negativ. Reagerer forældre med varme og nærhed, lærer barnet, at seksualitet er godt, hvilket bidrager til en sund udvikling. Reagerer forældre med skam eller overser de barnets nysgerrighed, kan dette medføre en frustration eller skæv opfattelse af seksualitet som noget forkert og forbudt. Sidstnævnte reaktion fra forældre hænger ofte sammen med, at forældrene ikke selv har gjort sig tanker om egne grænser eller er bange for at overtræde barnets grænser gennem for meget oplysning.

Som voksne er vi gode til at opmuntre og underbygge børns eksperimenter på mange forskellige områder, men ofte, når det handler om seksualitet, overlader vi børn til selv at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Voksne spiller en stor rolle i forhold til at skabe en forståelse hos børn om, hvad en sund seksualitet er, hvad der er okay, og hvor grænsen går.

Teenageren

I puberteten er barnet helt bevidst om, at der er en sammenhæng mellem kroppens fornemmelser og seksuelle tanker og handlinger. Barnet ved godt, at det påvirkes af f.eks. seksuelle billeder, film og ord. Det er i denne tid, det store barn får lyst til at eksperimentere med sin seksualitet og gerne sammen med en partner.

I denne tid er barnet også ekstra følsom, da andre vigtige forhold i barnet også udvikler sig. Dette kan være identitet, selvværd, trods mod forældre m.v. Vil du gerne informere det store barn om seksualitet, kan det være nemmest at gøre dette gennem bøger eller andet informationsmateriale, der kan virke mindre pinagtigt for det store barn. Dette skal dog ikke stoppe dig fra at tale med barnet om seksualitet. Tal gerne åbent og direkte om seksualitet med de store børn. Børn, der gennem udviklingen er blevet mødt med en åbenhed over for sine spørgsmål, vil have nemmere ved at spørge ind til og tale om seksualitet. Og som den voksne er det helt i orden, hvis man ikke har lyst til at svare på alle spørgsmål ligesom med andre forhold i livet